Det tidligere industriområde på Nordre Kaj i Svendborg er under transformation til en ny aktiv bydel, med havnepromenade, rekreative områder, boliger, erhverv og uddannelse. Her vil Det nye SIMAC spille en hovedrolle.
Det ny SIMAC bliver Danmarks største maritime uddannelsesinstitution og vil medvirke til at fastholde Danmarks internationale førerposition inden for de maritime erhverv. Her uddannes skibsofficerer og maskinmestre, og her efteruddannes mere erfarne søfolk. Den nye bygning har plads til ca. 1.000 studerende og 100 undervisere.
Den nye bygning opføres i beton, stål og glas i et konstruktionsgrid som skaber et industrielt og råt udtryk. I midten af bygningen åbner sig et smukt atrium.
Den tekniske undervisning afspejles også i bygningens udformning, hvor de tekniske installationer bliver synlige og tilgængelige og anvendes som en del af læringsmiljøet.
VITA varetager den tekniske bygherrerådgivning og byggeledelse.
Billeder: C.F. Møller Architects